Historie
”Fredagen den 21de Februar 1868 grundlagde Undertegnede en Forening, hvis Formaal skulde være at virke for Entomologiens Fremme i Almindelighed og (Kundskaben om) den danske Faunas i Særdeleshed.
Foreningen benævntes Entomologisk Forening.”
Således åbnes Foreningens første protokol med sirlig håndskrift. Underskriverne var: G. Budde-Lund, stud. mag.; R. W. T. Schlick, exam. polyt.; C. A. Møller, stud. med. & chir.; Andreas Haas, handelscontorist; I. Ammitzbøll, stud. med.& chir.
Den ældste og sjælen i foretagendet var den da 29-årige Rasmus William Traugott Schlick, der var uddannet på Polyteknisk Læreanstalt, men som efter en arv blev økonomisk uafhængig, og kunne hellige sig entomologien fuldt ud.
Schlick blev valgt som foreningens første formand, en post han, med en kort afbrydelse, bestred i 40 år. Foreningens møder blev holdt i formandens lejlighed i de første mange år. Medlemstallet holdt sig under 10, og var ved 10-års jubilæet, der blev fejret med en festmiddag, kun på 4!
Foreningens aktiviteter var møder med foredrag 2 gange om måneden samt ekskursioner. Foredrag blev det nu sjældent til, protokollen nævner kun få, så det har snarere været almindelig diskussion om entomologiske emner. Ekskursionerne blev ledet af Schlick, der beskrives som en vidende og hjælpsom ekskursionsleder.
Schlicks ekskursioner – alene, med nogle få venner eller med foreningen – løb op i over 2000 i årene 1858 til 1913. Hans interesser gjaldt både indsamling og dyrenes levevis.
Efter 40 år som formand kan det ikke undre, at foreningen efterhånden blev synonym med den enerådende Schlick, der bl.a. undgik enhver forbindelse med Zoologisk Museum, idet han – sikkert med rette – frygtede, at museet ville overtage ”hans” forening og den samling foreningen efterhånden havde tilvejebragt.
Næsten alle foreninger har sit ”oprør” med 20-30 års mellemrum. I 1908 var utilfredsheden med ledelsen blevet for stor, og Schlick indvilligede i at forlade formandsposten efter at være valgt til æresmedlem, men nok så meget på grund af valget af en helt ny og større hovedbestyrelse. Foreningen havde da ca. 100 medlemmer hvoraf langt de fleste var amatører. Og selv om flere museumsansatte var blevet medlemmer, var der fortsat ingen officiel kontakt mellem foreningen og museet, en tilstand, der skulle vare ved til omkring 1930. Det var Schlicks stædighed, der holdt sammen på foreningen frem til 1908, og tidens amatør-entomologer der bar foreningen frem til 1930, med ing. Chr. Engelhart som formand til sin død i 1919.
I 1930 blev prof. ved Landbohøjskolen Math. Thomsen valgt som foreningens første fagentomologiske formand, med en bestyrelse, der bestod af lige dele fagentomologer og amatører, et forhold, der har holdt sig til vore dage.
Under Thomsen og hans efterfølgeres formandskab intensiveredes det spirende samarbejde mellem foreningen og de faglige institutioner ved Landbohøjskolen, Københavns Universitet og Zoologisk Museum. Medlemstallet lå fortsat på lidt over 100, men steg i årene 1940-46 til over 200 og var ved 100 års jubilæet på 354, et medlemstal, der ikke har ændret sig meget siden.
Som et led i den tættere forbindelse mellem foreningen og museet blev møderne efterhånden henlagt til først det gamle museum i Krystalgade og siden 1963 til Zoologisk Museum i Universitetsparken. Andre nyskabelser var samarbejdet med Entomologiska Sälskapet i Lund, indledt i 1952 og fortsat løbende, samt indførelse af de klubaftener, hvor medlemmerne kan få hjælp til vanskelige bestemmelser ved sammenligning med museets samlinger, samt diskutere forskellige emner med museets specialister.
Samarbejdet mellem amatører og fagentomologer har været frugtbart. Ved 100 årsjubilæet skrev Dr. S. L. Tuxen:
”Fra løsningen af mindre faunistiske problemer har [foreningen] arbejdet sig frem til et alsidigt kendskab til den danske fauna. De mænd, der har skrevet insektbindene i ”Danmarks Fauna” er rekrutteret fra Entomologisk Forening for langt de flestes vedkommende. Langt den største del af dem har været amatører, elskere, for hvem det at skabe en samling og af den grund nå frem til kendskabet til den danske fauna har været en hjertesag, ofte en besættelse."
De ord gælder fortsat!